Aktivt ejerskab · 5. mar. 2026

Kommuner, forsyningsselskaber og aktivt ejerskab uden kasketforvirring

De kommunalt ejede aktieselskaber er ikke bare sikker drift og lave takster. De er en væsentlig del af kommunernes udviklingsmotor

Vores forsyningsselskaber forvalter kritisk infrastruktur, investerer milliarder og spiller en afgørende rolle i klimaomstilling, klimatilpasning, beredskab og robusthed. Netop her finder vi - i min optik - argumentet for hvorfor selskaberne skal være offentligt ejede.

Men hvordan sikrer vi, at de bidrager aktivt til samfundsudviklingen uden at vi skaber kasketforvirring mellem byråd, bestyrelser og selskaberne daglige ledelse?

Forsyningsselskaberne som samfundsaktører

I Aarhus spiller vores forsyningsselskaber en central rolle i den grønne omstilling. De arbejder med klimatilpasning, cirkulære ressourcer og langsigtede investeringer i byens infrastruktur. Det kan være storskalaprojekter omkring carbon capture, investeringer i geotermi og varmepumper eller investeringer i klimatilpasningsløsninger forbundet med byrumsomdannelser, kloakseparering mv.

De er ikke blot driftsorganisationer. De er med til at forme byens fremtid. Og netop derfor forventer vi også, at de bidrager til mere end stabil drift. De skal levere på flere bundlinjer samtidig – økonomisk, klimamæssigt, socialt og strategisk.

I Aarhus har vi derfor gennem de senere år arbejdet systematisk med aktivt ejerskab af kommunens selskaber. Vores selskaber indgår i et dynamisk samspil med Aarhus Byråd som deres entydige ejer.

Når tingene spiller får vi skabt de gode koblinger mellem bysamfundsniveau og selskabsniveau. Men netop fordi selskaberne er organiseret som aktieselskaber, bliver én ting afgørende: rollefordelingen mellem ejer og bestyrelse.

Bestyrelsesbesættelse er et valg om retning

Når man arbejder med relationen mellem byledelse og selskabsledelse i praksis, bliver det tydeligt: Det starter med, hvem der sidder om bestyrelsesbordet – og hvilken kasket de har på.

I Aarhus er bestyrelserne i forsyningsselskaberne sammensat af en kombination af eksterne erhvervsprofiler, byrådspolitikere og medarbejdervalgte repræsentanter.

Den model rummer en stor styrke. Eksterne medlemmer bidrager med faglig tyngde, finansiel og strategisk erfaring samt indsigt i risikostyring og større investeringer. Byrådspolitikere bidrager med demokratisk forankring og forståelse for kommunens samlede udvikling. Medarbejderrepræsentanter bidrager med organisationsforståelse og driftsindsigt.

Bestyrelsesbesættelse handler derfor ikke blot om repræsentation. Det handler om at sikre de rette kompetencer til at håndtere regulering, store investeringer, teknologiske skift og meget mere. Samtidigt skal man kunne navigere professionelt i et offentligt og politisk krydspres.

Byrådet som ejer – og byrådspolitikeren som bestyrelsesmedlem

En vigtig erfaring fra vores arbejde i Aarhus er, at kommunen ofte har flere roller samtidig: ejer, myndighed og samarbejdspartner. Hvis de roller ikke holdes klart adskilt, opstår der uklarhed.

Aarhus Byråd er ejer af selskaberne. Det er her retning, ambitioner og overordnede forventninger fastlægges. Gennem ejerstrategier, dialog og udpegning af bestyrelser sætter byrådet rammerne for, hvad selskaberne skal bidrage med til byens udvikling.

Ejeren styrer hvad selskabet skal bidrage med – og hvorfor. Men når et byrådsmedlem træder ind i bestyrelseslokalet i et A/S, ændrer rollen sig. I bestyrelsen repræsenterer man ikke sit parti eller byrådet. Man indgår i et kollektivt ansvar for selskabet. Loyaliteten retter sig mod selskabet som juridisk enhed. Opgaven er at fastlægge strategi, føre tilsyn med direktionen og sikre forsvarlig risikostyring.

Bestyrelsen styrer hvordan målene realiseres inden for de rammer ejeren har sat. Den skelnen er ikke teoretisk. Den er helt afgørende for både governance og ansvar.

Ejeren sætter retning: hvad og hvorfor. Bestyrelsen omsætter det til strategi: hvordan.

Aktivt ejerskab og armslængde hænger sammen

Der kan være en opfattelse af, at man enten udøver aktivt ejerskab eller holder armslængde. I praksis er de to forudsætninger for hinanden. Uden aktivt ejerskab risikerer selskaberne at mangle strategisk retning i forhold til kommunens (ejers) ønsker til udvikling. Uden armslængde risikerer vi at undergrave bestyrelsens ansvar og selskabets handlekraft.

Balancen opstår, når ejeren sætter klare mål og forventninger – og bestyrelsen får ro og mandat til at omsætte dem professionelt. Det kræver bevidst bestyrelsesbesættelse. Det kræver klare rollebeskrivelser. Og det kræver en struktureret og tillidsfuld ejerdialog.

Aktiv ejerdialog – når ejerskab bliver praksis

Hvis byrådet skal udøve aktivt ejerskab, kræver det mere end ejerstrategier på papir. Det kræver en løbende og struktureret dialog mellem ejer og selskab. I Aarhus arbejder vi derfor med en bevidst ejerdialog mellem kommunen og selskabernes bestyrelser. Formålet er ikke at detailstyre selskaberne, men at sikre en fælles forståelse af retning, forventninger og risici. En god ejerdialog handler typisk om tre ting.

Strategisk retning. Hvordan bidrager selskabet til byens overordnede udvikling – eksempelvis på klimaområdet, i forhold til robust infrastruktur eller i arbejdet med ressourceeffektivitet?

Langsigtede investeringer og risici. Forsyningsselskaber arbejder med investeringer og anlægsprojekter, der rækker langt ud over en valgperiode. Derfor er det vigtigt, at ejeren har indsigt i de strategiske prioriteringer – uden at overtage bestyrelsens ansvar for beslutningerne.

Forventningsafstemning. Ejerdialogen giver mulighed for at drøfte, hvordan selskabet balancerer de forskellige bundlinjer: økonomi, klima, forsyningssikkerhed og samfundsansvar.

Den afgørende pointe er, at dialogen foregår institutionelt og transparent – ikke gennem uformelle kanaler eller personlige forbindelser.

Når ejerdialogen fungerer godt, styrker den både ejerskabet og bestyrelsens arbejde. Ejeren bliver tydeligere i sine forventninger, og bestyrelsen får bedre grundlag for at omsætte dem til strategi.

Aktivt ejerskab bliver dermed ikke et spørgsmål om mere styring – men om bedre dialog og klarere roller. Vores erfaring er, at aktivt ejerskab ikke kan reduceres til klassisk KPI-styring. Det kræver løbende dialog mellem ejer og selskab om mål, retning og prioriteringer.

For at understøtte dette arbejde har vi i Aarhus Kommune etableret et selskabssekretariat. Sekretariatet sikrer den løbende ejerrelation til selskaberne, klæder byrådsmedlemmerne på til deres opgave i bestyrelserne og hjælper organisationen med at placere sig rigtigt i krydsfeltet mellem ejer og myndighed – og mellem kommune og selskab – i de mange samarbejdsprojekter, vi har sammen.

Jeg har selv den store fornøjelse at sidde i sekretariatets ledelse sammen med kommunens økonomidirektør. Det giver en stærk platform for at arbejde systematisk med aktivt ejerskab og bidrage til, at vores kommunalt ejede aktieselskaber kan udfylde rollen som stærke samfundsaktører.

Samtidig hjælper det os med at holde styr på rollerne: at skabe sammenhæng mellem ejer, myndighed og samarbejde – uden at udfordre den nødvendige armslængde mellem byråd, bestyrelse og selskab.

Vi skal blande blod i bestyrelserne – men vi må aldrig blande rollerne.

← Tilbage til artikelarkivetKontakt Henrik